VindueDkHvem er jeg? Hvor er vi på vej? Findes Gud?

Læs introduktion med kosmiske symboler.

11Vi er på vej fra dyreriget til at blive mennesker.

Guds evige verdensplan i et kosmisk symbol.

Forskellige indstillinger til min mission

Mennesker der er de første til at tro på fortidige, men de sidste til at tro på nutidige »åbenbaringer«

Da det netop i Dagene omkring den 15 Marts var femten Aar siden, jeg blev kaldet til at udføre den Gerning, der som Skabelse af Aandsvidenskab allerede er blevet en uafviselig Kendsgerning for mange Mennesker, har jeg følt det gavnligt overfor disse Mennesker at berette lidt om denne min Kaldelse og dermed give et lille orienterende Tilbageblik over de overfysiske Begivenheder, der blev udgørende det direkte udløsende Moment til denne min aandelige Mission.

Selve min Kaldelse er af en saa usædvanlig og sjælden Karakter, at dens blotte Beskrivelse i Detailler allerhøjst kun vil virke som et fantastisk og absolut uvirkeligt Eventyr for den Uindviede, ligesom den paa de intolerante og mindre kærlighedsudviklede Væsener ligefrem vil fremkalde Forargelse, der, i Ly af Begrebet »Hellig Vrede«, vil faa dem til at betegne mig som »besat af Djævelen« som »Gudsbespotter« som Offer for »Storhedsvanvid« eller anden Form for Abnormitet eller Sindssyge. Ja, Kendsgerningerne har endog vist, at der er dem, der betragter mig for at være selve »Antikrist«, en »falsk Messias« e. l.

Disse er efterhaanden saa suggereret eller fast indgroet i den Forestilling, at de saakaldte »Aabenbaringer« er Foreteelser, der kun er knyttede til fortidige bibelske Personer. Skønt man fra disse Menneskers Bevidsthedsniveau i Aartusinder fra Predikestole i By og paa Land, fra Talerstole i det Frie, i Skov og paa Strand, paa Gader og Stræder, har raabt det ud til Menneskene, at »Guds Aand svævede over Vandene« , – »Gud talede« til Adam og Eva, – »Gud talede« til Moses, – »Gud talede« til Profeterne, – Jesus blev »forklaret« paa Bjærget, – Apostlene blev »overskyggede af den hellige Aand«, der saas som »Tunger af Ild over deres Hoveder«, Paulus blev »indhyllet i et hvidt Lys« paa Vejen til Damaskus osv., osv., vil de fleste fra samme Niveau være de sidste til at forstaa, være de sidste til at tro paa, at de samme Begivenheder akkurat ligesaa godt kan finde Sted i Nutiden, kan finde Sted her midt i vor moderne, videnskabelige og tekniske Tidsalder.

Medens man fra nævnte Niveau finder det ganske naturligt, at »Guds Aand« i Form af »Tornebusken der brændte«, viste sig for Moses, og »det hvide Lys« kom over Paulus, skønt den første var Morder, og den sidste var en haardnakket Modstander og Forfølger af Kristus, er man urokkelig i Troen paa disse Beretningers Sandfærdighed; men hvis en Mand kommer i Dag og fortæIler, at han er blevet »overskygget af den hellige Aand«, at han er »Eet med Faderen«, at han selv er blevet »Vejen, Sandheden og Livet«, vil man ikke tro ham, men derimod forarges paa ham, ligegyldigt hvor hæderligt og rent han saa end lever, ligegyldigt hvor videnskabeligt han saa end kan bekræfte sin Paastand.

Men dette er ganske naturligt. Disse Mennesker er endnu med Hensyn til logisk Tænkning og Analysering paa det religiøse Omraade endnu ikke frigjorte Mennesker. De er endnu ikke saa selvstændige, at de tør forlade »Flokken«s officielle Mening, der for dem er den urokkelige uskrevne Lov, eller udgør den Gangstol, ved hvis Hjælp de endnu religiøst set maa holde sig oprejst, saalænge deres Tankes Gaaevne i Livsmysteriets Afsløringslabyrinter endnu er uselvstændig og hjælpeløs, og hvorved Livet udenfor de gamle religiøse Traditioners og Dogmers Omraade for dem maatte blive en Ødemark, i hvilken de aandeligt set ved deres Ubevægelighed maatte sulte ihjel eller paa anden Maade ynkeligt omkomme.

Til disse Mennesker er denne min Henvendelse derfor heller ikke skrevet. Skulde denne alligevel paa en eller anden Maade komme et saadant Menneske i Hænde, lad mig da med det samme sige til Vedkommende:

Bliv absolut i den religiøse Tro, der for dig betyder Livet eller Lykken, der af dig menes at være Vejen, Sandheden og Livet.

Tro endelig ikke, at jeg paa et eneste Punkt ønsker at føre dig bort fra denne din højeste Livsbasis. Jeg ønsker overhovedet ikke at svække et eneste Menneskes Tro paa det, der er virkeligt skønt og ædelt, sandt og derfor kærligt, guddommeligt inspirerende i den daglige Tilværelse.

Men husk, at det vil være en Overtrædelse af Kærlighedsloven ikke at vedkende dig, at din Viden er begrænset, og at du uden om denne Begrænsning er omgivet af en Zone, hvor du altsaa ikke kan være »vidende« og derfor nødvendigvis kun kan eksistere som »troende«. Uden om dette Felt er du igen omgivet af en uendelig Zone, der af din komplette Hundrede Procents Uvidenhed eller totale Bevidstløshed bliver udgørende den sorteste Nat. Hvad denne mørke Nat kan skjule i sit Skød, ved du intet om. Du kan derfor ikke udgøre nogen som helst Autoritet eller retmæssig kvalificeret Dommer i Bedømmelsen af Beretninger fra, eller Afsløringer af, dette for dig ganske ukendte Terrræn. Kun i det lille Felt eller Omraade, hvor du staar paa absolute matematiske Kendsgerningers Grund, paa absolut selvoplevet Viden, kan du tale med.

Men allerede i det Felt, hvor du kun eksisterer som »troende«, ophører du med at være Kapacitet. Her eksisterer du paa, hvad andre har fortalt dig, hvad andre har skrevet. Dette vil altsaa sige, at her er du kun en Discipel, en Lærling, en Elev. Du er ikke naaet til det modne Stadium, hvor din Uddannelse er fuldendt. Du har endnu ikke opnaaet dit Certifikat, din Eksamen, din Svendeprøve.

Men er det ikke mere naturligt og derfor mere kærligt, at Eleven erkender denne sin virkelige Identitet, der netop udelukkende kun kan bestaa i at være den »lyttende« Part, end at han i sit Væsen foregøgler sig berettiget til at fremtræde som den »bedømmende«, som den »belærende« Part og saaledes i Virkeligheden, om end ubevidst, placerer sig som en »falsk« Mester eller Lærer? Naar den »Troende« vil belære den »Vidende«, er det jo det samme som at Eleven vil belære Mesteren. Dette Forhold er unaturligt, og alt, hvad der er unaturligt, er ukærligt. Den »Troende« synder mod sin egen Overbevisning ved at gaa i Rette med det »vidende« Væsen, ganske uafhængigt af, om denne dets Handlemaade endog sker i god Tro. Men er det ikke ogsaa derfor, det hedder »dømmer ikke, thi med hvad Dom, I dømme, skal Eder igen tilmaales?«

Den, der virkeligt ved dette, dømmer ikke i Felter, hvor han ikke er »vidende«. Det tilkommer saaledes ikke det »troende« Væsen at dømme. Det kan retmæssigt kun være det »Vidende«s Privilegium. Hvis du derfor kommer i Berøring med efterfølgende Beretning, som er mit eget nuværende Livsløb i store og grove Træk, og som netop har formet sig som en eneste stor Aabenbaring af guddommelig Visdom, en permanent Omskabelse af Religion til Videnskab, da husk paa, at samme Beretning ikke er en Henvendelse til dig, der paa Forhaand mener at have opnaaet alt i Kraft af »Troen«, mener dig »frelst«, føler dig »salig«. Gør dig begribeligt, at min Henvendelse derimod direkte er rettet imod alle de Mennesker , der er udviklede til ikke at dømme paa Grund af Formodning, paa Grund af »Tro«, men udelukkende kun fremtræder som upartiske Sandhedssøgere, for hvem den absolutte »Viden« eller Kendsgerning er hellig, er absolut eneste Maal for deres Stræben og eneste virkelige Basis for deres Resonneringsevne og dermed for deres Dømmekraft og Handlemaade. Husk endvidere paa, at din egen Religion lærer dig, at der er noget, der staar over "Troen", nemlig den virkelige Selvoplevelse af Lyset, og at du, hvis denne ikke netop eksisterer, aldrig vilde være skænket eller kommet i Besiddelse af Troens guddommelige Lys, aldrig vilde have erfaret noget om en Guddom, om Livets store Facitter eller de evige Sandheder, "hvad et Menneske saar, dette skal han og høste", - "salig er de Rene af Hjærtet, thi de skulle se Gud", - "elsker hverandre", - "alt er saare godt" osv., som netop tilsammen udgør det bærende Fundament for al Tilværelse.

Det kan derfor ikke noksom anbefales at være forsigtig, naar du hører en eller anden sige noget, du ikke før har været vant til at anerkende som Moral eller Idealisme. Det kunde jo være, at det var et nyt Sendebud fra Gud til Menneskene. Og sæt nu, at du dømte ham, bagtalte og modarbejdede hans Gerning, da modarbejdede du jo Gud, modarbejdede din egen Religions store Forjættelser og dermed Menneskehedens Fuldkommengørelse. At du maaske er Prast, Oxfordmand, Indremission, Adventist, Antroposof, Teosof, Spiritist e. l. fritager dig jo ikke for det deraf følgende Ansvar. Var det ikke netop yppersteprasten, der blev en »Kajfas«? Og var det forøvrigt ikke blandt alle de andre, der sad inde med den officielle Vardighed som »Moralens Vogtere«, at man fandt de mest nidkære til at raabe »korsfast ham, korsfast ham«? Og sagde vedkommende indviede ikke selv, at »de første skulde blive de sidste«? Og det er vel ikke lige netop den Position, du ønsker dig? Var derfor paa Post. Du kommer før eller senere til at staa overfor det samme Problem, ligegyldigt hvor selvsikker, hvor frælst eller salig, du saa end føler dig i Dag.

Jeg har fremført disse Ord til dig, fordi du nu, hvis du læser efterfølgende Beretning vil faa din Kærlighedsevne sat paa Prøve. Du møder her to Veje. Ved din indstilling til nærværende Beretning, vil du komme til at vandre enten ad den ene eller den anden af disse to. Du kan mene om dig selv, at du ikke udgør nogen kvalificeret Dommer over mig og derved forholde dig neutral, og du kan maaske forstaa mig og glæde dig over min Beretning, og vandrer da ad den Vej, der stimulerer alt og alle mod Lyset, mod Verdensgenløsningen, mod den saa inderligt ønskede varige Fred paa Jorden, og du kan blive irriteret, intolerant, betragte mig som en Mørkets Tjener, modarbejde og skade mig og vandrer dermed ad den Vej, der fører mod Krigen, mod Sorgen, mod Lemlæstelsen og Lidelsen, ganske uafhængigt af hvor du saa end religiøst set mener at staa i Dag. Du vil da høre til dem, om hvem det vil vare rigtigst at sige »Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre«.

Jeg har med nærværende villet forsøge at vejlede og hjælpe dig til en dybere Eftertanke, saaledes at du ikke ganske ubehersket og paa Forhaand uden noget som helst Grundlag eller Omtanke skal dømme, kritisere og modarbejde det, du nu vil blive bekendt med.

Og lad mig endnu engang minde dig om din egen Religions store Bud »Vaager og beder, at I ikke skulde falde i Fristelse, Aanden er vel redebon, men Kødet er skrøbeligt«. »Hver den, som synes at staa, se vel til, at han ikke falder«.

Nu vil følgende Spørgsmaal angaaende min Person maaske være opstaaet i dit Sind: »Skal disse manende Ord, du saaledes direkte har henvendt til mig, betyde, at du er »overskygget af den hellige Aand«, er indviet, skal jeg maaske tro, du er en »Verdensgenløser«?« Lad mig i Henhold hertil derfor straks gøre dig begribeligt, at jeg angaaende min Person absolut ikke ønsker eller tilstræber, at nogen skal »tro« noget som helst. Jeg ønsker absolut kun at lede alle til at undersøge absolut foreliggende Kendsgerninger angaaende Guds Aands Manifestation i synlig fysisk Foreteelse, ligemeget i hvem som helst og hvor som helst denne saa end maatte vise sig, og dermed skabe Troen om til Vished, uvidenhed til Viden, Religionen om til Videnskab. Jeg ønsker at bekæmpe enhver Dyrkelse af mit eget personlige Jeg til Fordel for skabelsen af Erkendelsen af den hellige Aands virkelige Eksistens.

Naar jeg i Foranstaaende har sagt saa meget, er det netop ikke for at skabe Opmærksomhed om selve min Person, mit private Jeg. Jeg er ikke saa naiv at tro, at en virkelig klippefast personlig Prestige eller holdbar Position lader sig skabe ved blot og bar at tale om sig selv. Jeg er netop fuldt indforstaaet med, at kun Paavisningen af de virkelige Kendsgerninger, kan være religiøs Materiale for det tyvende Aarhundredes videnskabeligt indstillede Menneske, og at de blot og bar »gode Ord« kun kan »fryde Daarer«. Et saadant Bevidsthedsniveaus Hyldest kan i Virkeligheden kun tilstræbes af den, der selv er en »Daare«, af den der selv er umættelig i ærgerrighed, af den for hvem Tørsten efter at sidde paa Toppen, blive beundret, dyrket, feteret og tilbedt endnu er Livsbetingelse, endnu er hans Afgud, og for hvem alt andet i Tilværelsen derfor er underordnet, er mindre betydende.

Men hvordan skulde et saadant Menneske kunne være det nøgterne, upartiske klare Redskab for Manifestationen af virkelig Sandhed? I en Person, hvor Sandhedens Afsløring er mindre betydende, er mindre værd, end Opnaaelsen af andres Beundring. og Tilbedelse af ens egen Person, bliver Sandheden farvet eller præget til Fordel for Opnaaelsen af denne Dyrkelse eller Tilbedelse. Og den normale eller naturlige Udløsning, denne, at det skulde være Sandheden, der prægede Personen, forhindres saaledes i tilsvarende Grad i at komme til Manifestation. Det bliver derimod Personen, der kommer til at præge Sandheden. Og Sandhedens Aabenbaring kan kun blive et uklart og egoistisk præget Lys igennem saadanne Personer.

Jeg kan derfor ikke noksom pointere, at mit private Jeg ønskes holdt ganske udenfor. Om jeg er den eller den, om jeg kan det eller det, skal man ikke dvale ved. Det, der derimod er det afgørende i min Fremtræden, er at faa paavist, at en Manifestation af den hellige Aand, altsaa en Begivenhed, som man i Biblen kalder en »Aabenbaring«, har fundet Sted indenfor min fuldt vaagne dagsbevidste Oplevelsesevnes Rækkevidde. At faa nogen til at »tro« paa denne Aabenbaring er ikke mit Speciale, er ikke det, der er det Centrale i min Stræben. Det er derimod udelukkende blevet min Opgave at paavise, at nævnte Aabenbaring, Manifestation af »den hellige Aand«, ikke er noget mirakuløst, ikke behøver at vare noget Mysterium, men er en absolut nøgtern, overskuelig Realitet, der paa sin Maade kan gøres til Genstand for Analysering, gøres begribelig for Forstanden, ligesaa godt som en hvilken som helst af de realistiske Foreteelser, vort daglige Liv ellers bestaar af. Jeg tilstræber derfor kun absolut at skabe Basis for mine Medmenneskers Opnaaelse af Viden i de Felter, hvor de før maatte nøjes med at tro og derfor maatte bygge deres Livs Fundament paa andres Beretninger.

At skabe Oplysning og Forstand paa de kosmiske Omraader, at skabe Respekt og ærefrygt om de ledende Kræfter og højeste kosmiske Autoriteter i Tilværelsen, at paavise at Kærlighedsloven, dette, at man skal elske hverandre er Videnskab, Virkelighed og Salighed, det er det, der for mig er blevet helligt, er blevet eneste Basis for min Tilværelse. For hvert lille Terræen i Mystikkens Urskove, jeg kan omdanne til realistisk videnskabelig Kultur , kan gøre Gud til Kendsgerning i et af mine Medmenneskers Mentalitet, er mig Tusinder af Gange mere værd end Millioner af »Daarers« blinde Hyldest.

Og i Tillid til, at du maa forstaa dette, og at dette maa hjælpe dig til at have den rette sandhedskærlige Indstilling, hvis du her fortsætter med at studere mine Manifestationer, skal jeg kun lige minde dig om din egen Verdensgenløsers Ord, »thi Træet kendes paa Frugten«.

At gøre de evige Sandheder, de evige Facitter, det største af alt, hvad de Vise har sagt, til Videnskab og dermed til Kærlighed, er mine »Frugter«.

Citeret fra tidskriftet Kosmos, nr 4 1936. Her finder vi Martinus ord under overskriften »Omkring min missions fødsel«. © 1981 Martinus Institut


Pin it